Uge 29

Vandring og kultur

fra lørdag d. 12. til fredag d. 18. juli 2025

Stadig ledige pladser

I fodsporene på Carl Nielsen

Tag med på en uges højskoleophold, hvor vandring og kultur går hånd i hånd. På Carl Nielsen Caminoen kombinerer vi smukke naturoplevelser med kulturelle nedslagspunkter i det fynske landskab, der har været inspirerende for Carl Nielsens liv og virke.

Gennem rolig fordybelse i naturen vil vi følge i komponistens fodspor og opleve nogle af de steder, der formede hans kreative sjæl, gennem lydoptagelser, fortælling, nærvær og samtale undervejs.

Indhold
Kurset omfatter tre vandredage langs dele af den naturskønne Carl Nielsen Camino, hvor vi vil opleve den unikke fynske natur og besøge steder, der var betydningsfulde for Carl Nielsen. Mens vi bevæger os i det landskab, der inspirerede hans kunst, vil vi finde tid til ro og refleksion undervejs. Fokus er på nærvær og oplevelsen af at være til stede i naturen, samt hvordan landskabet påvirker sanser og sind.

På vandredagene går vi mellem 8 og 15 km på ruter tilpasset deltagernes behov. Tempoet vil være roligt, så alle kan følge med og nyde naturen og den kulturelle atmosfære. Der er rig mulighed for at dele refleksioner og oplevelser i fællesskab.

Vi kommer retur til skolen hver dag for overnatning mm

Program

Dette er kun en skitse. Det fulde program sendes forinden.
Morgenmad fra kl. 07.15-08.15
Naturlig opvågning kl. 08.30-08.50
Morgensamling (fortælling, fællessang, indslag) fra 9.00
Faglig fordybelse fra kl. 09.30-12.30
Frokost og pauserum fra kl. 12.30.
Faglig fordybelse fra kl. 14.00-16.o0
Kl. 16.00: Forfriskning
Kl. 17.00-18.00: Fritid med mulighed for selvstudie eller andre aktiviteter. 
Aftensmad fra 18.00
Fra kl. 19.30 er der højskoleaften med forskellige arrangementer. 
Herefter åbner højskolens bar. 
Vi forbeholder os retten til ændringer. 

Pris

6000 kr. pr. person på enkeltværelse
5000 kr. pr. person på dobbeltværelse
4.500 i eget telt eller shelterplads med adgang til bad/toilet.

Alle priser er inkl. logi, fuld forplejning, undervisning og oplevelser – samt lån af dyne og pude. Sengelinnedpakke (inkl. håndklæde/ badehåndklæde) kan lejes for 250 kr. pr. pakke eller selv medbringes. Det vælges til/fra ved tilmeldingen.

Vi glæder os
- skal du med?

Underviser

Kurset ledes af Mette Kongensgaard Mortensen, uddannet friluftsvejleder og coach med over 12 års erfaring inden for friluftsliv og vandring gennem sin virksomhed All-Out. Mette brænder for at skabe rum for fordybelse og mental balance gennem naturen og har stor erfaring med at facilitere vandreture, hvor nærvær og naturens helende kræfter er i fokus.

Dette kursus er for dig, der ønsker at forbinde kultur og natur gennem vandring. Vi bevæger os i roligt tempo gennem det fynske landskab, mens vi nyder samværet og de smukke omgivelser, der har inspireret en af Danmarks største komponister.